Som fotograf møder jeg mange forskellige og spændende mennesker. Typisk kender jeg dem ikke på forhånd og skal indenfor meget kort tid lære dem at kende for at opnå det bedste resultat efter en fotosession.
For et par uger siden blev jeg booket til et shoot, hvor kunden gerne ville have billeder til sin LinkedIn profil - altså et corporate shoot, som jeg sædvanligvis kalder det.
Jeg starter i vanlig stil med at sætte lys og udstyr op for at skyde et erhvervsportræt som der ønskes.
Før, under og efter shootet snakker jeg meget med mine kunder, da jeg ønsker at lære dem at kende på den korte tid vi er sammen i studiet. Hvem er du, hvad interesserer du dig for, hvad arbejder du med osv.
Vi får skydt nogle gode erhvervsportrætter og jeg går efter portrætbillederne med kant og udtryk...
I takt med at vi får snakket os varme og lærer hinanden at kende finder jeg ud af, at jeg sidder foran en enorm kreativ person, som også er kunstner. Hun ønsker det simple, ikke for poleret, ikke for manipuleret, ikke for kunstigt. Hun foreslår et shoot næste gang hvor vi bryder rammerne og skyder billeder uden makeup og glans - altså ægte og autentisk.
Jeg spørger til hendes kunstneriske side og hun viser mig hendes værker som på nuværende tidspunkt blot er baseret på en passion og interesse. I min verden er det en kunst der ligger gemt på skrivebordet og fortjener at komme frem i det offentlige rum.
Og vi ender med at gå fra corporate universet til det kunsteriske - nærmest en befrielse at afslutte her.
Comments